Alle økonomier oplever et vist niveau af inflation, som opstår, når den gennemsnitlige varepris stiger, efterhånden som valutaens købekraft falder. Normalt arbejder regeringer og finansielle institutioner sammen for at sikre, at inflationen sker i et jævnt og gradvist tempo. Der har imidlertid været mange tilfælde i historien, hvor inflationen er accelereret i en sådan grad uden fortilfælde, at den har medført, at den reelle værdi af landets valuta er blevet formindsket i alarmerende omfang. Denne accelererede inflationsrate er det, vi kalder hyperinflation.
I sin bog "The Monetary Dynamics of Hyperinflation" skriver Philip Cagan, at hyperinflationsperioder begynder, når prisen på varer og tjenesteydelser stiger med mere end 50 % inden for en måned. Hvis prisen på en sæk ris f.eks. stiger fra 10 USD til 15 USD på mindre end 30 dage og fra 15 USD til 22,50 USD ved udgangen af den følgende måned, vil vi have hyperinflation. Og hvis denne tendens fortsætter, kan prisen for en sæk ris stige til 114 USD om seks måneder og over 1.000 USD om et år.
Det er sjældent, at hyperinflationsraten forbliver stagnerende på 50 %. I de fleste tilfælde accelererer disse kurser så hurtigt, at prisen på forskellige varer og tjenesteydelser kan stige drastisk i løbet af en enkelt dag eller endda timer. Som følge af de stigende priser falder forbrugernes tillid, og værdien af landets valuta falder. I sidste ende forårsager hyperinflation en kædereaktion, der fører til virksomhedslukninger, øget arbejdsløshed og faldende skatteindtægter. Velkendte hyperinflationsepisoder fandt sted i Tyskland, Venezuela og Zimbabwe, men mange andre lande oplevede lignende kriser, herunder Ungarn, Jugoslavien, Grækenland og mange andre.
Hyperinflation i Tyskland
Ét af de mest berømte eksempler på hyperinflation fandt sted i Weimarrepublikken i Tyskland efter Første Verdenskrig. Tyskland havde lånt enorme beløb for at finansiere krigsindsatsen og troede fuldt ud på, at de ville vinde krigen og bruge de allieredes erstatninger til at tilbagebetale denne gæld. Ikke alene vandt Tyskland ikke krigen, men de blev også nødt til at betale milliarder af USD i erstatning.
Trods debatten om årsagerne til Tysklands hyperinflation er nogle af de almindeligt nævnte årsager suspensionen af guldstandarden, krigsskadeserstatningerne og den uforsvarlige udstedelse af papirpenge. Beslutningen om at ophæve guldstandarden i begyndelsen af krigen betød, at mængden af penge i omløb ikke stod i forhold til værdien af det guld, som landet ejede. Dette kontroversielle skridt førte til en devaluering af den tyske valuta, hvilket tvang de allierede til at kræve, at erstatningerne skulle betales i en anden valuta end den tyske papirmark. Tyskland reagerede ved at trykke massive mængder af sine egne penge for at købe udenlandsk valuta, hvilket fik værdien af den tyske mark til at falde endnu mere.
På nogle tidspunkter i denne periode steg inflationen med mere end 20 % om dagen. Den tyske valuta blev så værdiløs, at nogle borgere brændte papirpengene for at holde deres huse varme, da det var billigere end at købe brænde.
Hyperinflation i Venezuela
Takket være sine store oliereserver havde Venezuela en sund økonomi i det 20. århundrede, men 1980'ernes oliemangel efterfulgt af dårlig økonomisk forvaltning og korruption i begyndelsen af det 21. århundrede gav anledning til en alvorlig socioøkonomisk og politisk krise. Krisen begyndte i 2010 og er nu blandt de værste i menneskehedens historie.
Inflationen i Venezuela steg hurtigt og steg fra en årlig sats på 69 % i 2014 til 181 % i 2015. Perioden med hyperinflation startede i 2016 med en inflation på 800 % ved årets udgang, efterfulgt af 4.000 % i 2017 og over 2 600.000 % i begyndelsen af 2019.
I 2018 meddelte præsident Nicolás Maduro, at der ville blive udstedt en ny valuta (suveræn bolivar) for at bekæmpe hyperinflationen, som skulle erstatte den eksisterende bolivar til en kurs på 1/100.000. Således blev 100.000 bolivares til 1 suveræn bolivar. Effektiviteten af en sådan fremgangsmåde er dog yderst tvivlsom. Økonomen Steve Hanke erklærede, at det at skære nuller af er "en kosmetisk ting", og det "betyder intet, medmindre man ændrer den økonomiske politik".
Hyperinflation i Zimbabwe
Efter landets uafhængighed i 1980 var Zimbabwes økonomi ret stabil i de første år. Præsident Robert Mugabes regering iværksatte imidlertid i 1991 et program kaldet ESAP (Economic Structural Adjustment Programme), der anses for at være en væsentlig årsag til Zimbabwes økonomiske sammenbrud. Sammen med ESAP resulterede de jordreformer, som myndighederne gennemførte, i et drastisk fald i fødevareproduktionen, hvilket førte til en stor finansiel og social krise.
Zimbabwes dollar (ZWN) begyndte at vise tegn på ustabilitet i slutningen af 1990'erne, og hyperinflationære episoder begyndte i starten af 2000'erne. De årlige inflationsrater nåede op på 624 % i 2004, 1.730 % i 2006 og 231.150.888 % i juli 2008. På grund af manglende data fra landets centralbank var satserne efter juli baseret på teoretiske skøn.
Ifølge professor Steve H. Hankes beregninger nåede Zimbabwes hyperinflation sit højdepunkt i november 2008 med en årlig rate på 89,7 sextillion procent, hvilket svarer til 79,6 milliarder procent om måneden eller 98 % om dagen.
Zimbabwe var det første land, der oplevede hyperinflation i det 21. århundrede og havde den næstværste inflationsepisode i historien (efter Ungarn). I 2008 blev ZWN officielt opgivet, og udenlandske valutaer blev indført som lovligt betalingsmiddel.
Anvendelse af kryptovalutaer
Eftersom bitcoin og andre kryptovalutaer ikke er baseret på centraliserede systemer, kan deres værdi ikke bestemmes af statslige eller finansielle institutioner. Blockchain-teknologien sikrer, at udstedelsen af nye coins følger en foruddefineret tidsplan, og at hver enhed er unik og immun over for duplikering.
Dette er nogle af grundene til, at kryptovalutaer bliver stadig mere populære – især i lande, der har med hyperinflation at gøre, såsom Venezuela. Lignende hændelser kan ses i Zimbabwe, hvor der er sket en dramatisk stigning i peer-to-peer-betalinger med digitale valutaer.
I nogle lande er myndighederne i færd med at undersøge mulighederne og risiciene i forbindelse med indførelsen af en statsstøttet kryptovaluta som et potentielt alternativ til det traditionelle fiatvalutasystem. Den svenske centralbank er blandt de første. Andre bemærkelsesværdige eksempler omfatter centralbankerne i Singapore, Canada, Kina og USA. Selv om mange centralbanker eksperimenterer med blockchains, vil disse systemer ikke nødvendigvis skabe et nyt paradigme for pengepolitikken, da deres kryptovalutaer sandsynligvis ikke vil have et begrænset eller fast udbud som bitcoin.
Sammenfatning
Selv om tilfælde af hyperinflation kan synes at være sjældne, er det klart, at en relativt kort periode med politisk eller social uro hurtigt kan føre til en devaluering af traditionelle valutaer. Lavere efterspørgsel efter et lands eneste eksportvare kan også være en drivkraft. Når valutaen devalueres, stiger priserne meget hurtigt, hvilket i sidste ende skaber en ond cirkel. Flere regeringer har forsøgt at imødegå dette problem ved at trykke flere penge, men denne taktik alene har vist sig at være nytteløs og har kun bidraget til at sænke den samlede valutaværdi yderligere. Det er interessant at bemærke, at i takt med at tilliden til traditionel valuta falder, stiger tilliden til kryptovaluta. Dette kan få store konsekvenser for den fremtidige måde, hvorpå penge opfattes og håndteres på globalt plan.