Kvantitativ lempelse kan have forskellige og kontroversielle definitioner. Men grundlæggende set er det en markedsoperation (udført af centralbanker), der øger likviditeten og inflationen med den påståede hensigt at stimulere en nations økonomi ved at tilskynde virksomheder og forbrugere til at låne og bruge mere.
Hvordan fungerer det?
Normalt består operationen i, at en centralbank tilfører penge til økonomien ved at købe værdipapirer (f.eks. aktier, obligationer og statsobligationer) fra staten eller forretningsbanker.
Centralbankerne tilføjer til disse medlemsbankers reservemidler (som holdes i overensstemmelse med fraktioneret reservebanksystem) ved at yde ny kredit. Eftersom den nye kredit ikke er bakket op af en vare eller noget andet af fysisk værdi, skaber kvantitativ lempelse i bund og grund penge ud af ingenting.
Formålet med kvantitativ lempelse er derfor at øge pengeudbuddet og gøre det mere tilgængeligt for at stimulere den økonomiske aktivitet og vækst. Ideen er at holde renteniveauet lavt, hvilket vil øge udlånet til virksomheder og forbrugere og fremme tilliden til den samlede økonomi. I praksis virker kvantitativ lempelse imidlertid ikke altid, og det er faktisk en meget kontroversiel tilgang med både fortalere og modstandere.
Kvantitativ lempelse er en relativt ny ekspansiv pengepolitik. Nogle forskere mener, at den første reelle brug af den (vist nok) blev gjort i slutningen af 1990'erne af den japanske centralbank (Bank of Japan). Dette kan diskuteres, fordi mange økonomer diskuterer, om Japans monetære praksis på det tidspunkt virkelig udgjorde kvantitativ lempelse eller ej. Siden da har flere andre lande indført QE-praksis i et forsøg på at mindske deres økonomiske problemer.
Hvad var årsagen til brugen af kvantitativ lempelse?
Kvantitativ lempelse blev udviklet for at løse de problemer, der opstod, da konventionel moderne bankpraksis ikke formåede at forhindre en recession. Det primære mål med kvantitativ lempelse er at øge inflationen (for at undgå deflation) – og rentetilpasninger er ét af de vigtigste redskaber, som centralbankerne bruger til at holde inflationen under kontrol. Når låntagning og den finansielle aktivitet er aftagende, kan et lands centralbank sænke renten for at gøre det mere overkommeligt for bankerne at yde lån. Når tingene derimod er lidt for frie – når forbrug og kreditgivning nærmer sig et risikabelt niveau – kan en højere rente fungere som en slags stopklods.
Er kvantitativ lempelse effektivt?
Kort efter, at finanskrisen i 2008 sluttede, offentliggjorde Den Internationale Valutafond (IMF) et notat, hvor kvantitativ lempelse blev diskuteret som en effektiv ukonventionel pengepolitik. Analysen omfattede fem store centralbanker: Den amerikanske centralbank, Den Europæiske Centralbank, Bank of England, Bank of Canada og Bank of Japan.
Hvert institut anvendte en unik strategi, men de fleste af dem øgede den samlede markedslikviditet dramatisk. I rapporten hævdes det, at centralbankernes interventioner har været vellykkede, og at øget likviditet var vigtig for at undgå en langvarig økonomisk krise og en nedsmeltning af det finansielle system.
Kvantitativ lempelse er imidlertid ikke altid effektiv, og den afhænger i høj grad af kontekst og strategi. Mange økonomier, der har eksperimenteret med kvantitativ lempelse (eller en lignende metode), har ikke haft de ønskede virkninger. Hvis den ikke forvaltes korrekt, kan det at tilføre penge til økonomien og sænke renteniveauet medføre uventede og uønskede resultater. Nedenfor er der en liste over nogle af de potentielle fordele og ulemper.
Potentielle fordele og positive virkninger
Mere udlån: På grund af deres øgede midler gennem centralbankens opkøb af aktiver bør bankerne tilskyndes til at yde flere lån.
Øget låntagning: Forbrugere og virksomheder er mere tilbøjelige til at optage ny gæld, når renterne er lave.
Større udgifter: Forbrugerne vil øge deres forbrug på grund af alle de nye lån og udlån, der genererer flere penge. Med lavere renter er det ikke så attraktivt at lade pengene ligge på en opsparing.
Jobvækst: Når virksomheder har adgang til mere kapital gennem lån og sælger mere på grund af øget forbrug, tilskyndes de til at udvide og ansætte flere medarbejdere.
Potentielle ulemper og negative virkninger
Mange specialister udtrykker bekymring for, at kvantitativ lempelse blot er et plaster på såret for større, strukturelle problemer, som i sidste ende vil få økonomien til at gå i stå. Nogle af de potentielle ulemper er:
Inflation: Det øgede pengeudbud forårsaget af kvantitativ lempelse skaber naturligvis inflation. Konkurrencen om produkterne vil øges, fordi der er flere penge i omløb, men ikke et øget udbud af varer. Den større efterspørgsel fører til højere priser. Hvis den ikke forvaltes korrekt, kan inflationsraten stige hurtigt og føre til hyperinflation.
Ingen tvungen udlån: Ved kvantitativ lempelse er det meningen, at forretningsbankerne skal bruge de penge, de modtager fra centralbanken, til at tilbyde flere lån. Men der er intet i processen, der kræver, at de gør det. Da kvantitativ lempelse f.eks. først blev anvendt i USA efter finanskrisen i 2008, holdt mange banker fast i deres nyfundne rigdom i stedet for at sprede den rundt.
Mere gæld: Den øgede lånefordel kan få virksomheder og forbrugere til at låne mere, end de har råd til, hvilket kan have negative konsekvenser for økonomien.
Påvirker andre investeringsinstrumenter: Obligationsmarkedet reagerer ofte negativt på ustabilitet og pludselige ændringer, hvilket er ret almindeligt efter politikker med kvantitativ lempelse.
Eksempler
Nogle af de lande, hvis centralbanker har anvendt kvantitativ lempelse, er bl.a:
Bank of Japan: 2001-2006 og 2012-nu (Abenomics).
Indsatsen med kvantitativ lempelse har ikke afhjulpet deres finansielle problemer. Den japanske yen blev svagere i forhold til den amerikanske dollar, og importomkostningerne steg.USA: 2008-2014.
USA gennemførte tre runder af kvantitativ lempelse for at imødegå boligkrisen og den efterfølgende recession. Økonomien kom sig, men det kan diskuteres, om det skyldtes kvantitativ lempelse. En sammenligning med Canada, som ikke anvendte bankpraksis med kvantitativ lempelse, afslører ingen bemærkelsesværdig forskel.Den Europæiske Centralbank: 2015-2018.
Eurozonen har haft nogle succesoplevelser med stabil inflation, faldende arbejdsløshed og en stærk økonomi i 2017, men den kæmper stadig med uinspirerende lønstigninger og stigende renter.
Sammenfatning
Som en ukonventionel monetær strategi kan kvantitativ lempelse have hjulpet nogle økonomier med deres genopretning, men det er bestemt en kontroversiel strategi, og selv denne konklusion kan diskuteres. De fleste af de potentielle risici, såsom hyperinflation og overdreven gæld, har endnu ikke givet sig til udslag på en ødelæggende måde, men nogle lande, der har brugt kvantitativ lempelse, har oplevet valutainstabilitet og en skadelig indvirkning på andre økonomiske områder og markeder. De langsigtede konsekvenser er ikke klare nok, og virkningerne af kvantitativ lempelse kan være helt forskellige alt efter konteksten.