Mens de fleste blockchain-systemer enten anvender konsensusmekanismen Proof of Work (PoW) eller Proof of Stake (PoS), er Proof of Burn (PoB) ved at blive testet som et muligt alternativ til disse.
Generelt set er blockchain-konsensusalgoritmerne ansvarlige for at holde netværket sikkert og for at verificere og validere transaktioner.
En Proof of Work-blockchain, såsom Bitcoin, skaber et scenario, hvor minere konkurrerer om at finde en gyldig løsning på et komplekst kryptografisk problem. Den første miner, der finder en løsning for en bestemt blok, sender sit bevis for arbejdet (blokhash) til resten af netværket. Det distribuerede netværk af noder vil derefter verificere, om beviset er gyldigt eller ej. Hvis det er gyldigt, får mineren ret til permanent at føje den pågældende blok til blockchainen og belønnes også med nyligt genererede bitcoins.
Når det drejer sig om Proof of Stake-blockchains, fungerer konsensusalgoritmen på en anden måde. I stedet for at bruge hash-funktioner anvender PoS-algoritmen digitale signaturer, der beviser ejerskabet af coins. Valideringen af nye blokke foretages af de såkaldte bloksmede eller -prægere ("forgers" eller "minters"), som vælges på en deterministisk måde. Jo flere coins en smed har på spil, jo større er chancerne for at blive valgt som blokvalidator. I modsætning til PoW-systemer giver de fleste PoS-systemer imidlertid ikke block rewards, og det eneste, en miner får ud af at validere en blok, er transaktionsgebyrerne.
Selv om Proof of Burn-algoritmen har ligheder med PoW og PoS, har den sin egen særlige måde at opnå konsensus og validere blokke på.
Proof-of-Burn (PoB)
Der findes mere end én version af PoB, men konceptet Proof of Burn idealiseret af Iain Stewart er nok det mest anerkendte inden for kryptovalutaområdet. Den blev foreslået som et mere bæredygtigt alternativ til PoW-konsensusalgoritmen.
Proof of Burn ligner i bund og grund en Proof of Work-algoritme, men med et lavere energiforbrug. Blokvalideringsprocessen i PoB-baserede netværk kræver ikke brug af kraftige beregningsressourcer og er ikke afhængig af kraftig mining-hardware (såsom ASIC'er). I stedet brændes kryptovalutaer med vilje som en måde at "investere" ressourcer i blockchainen på, så kandidaten til mining ikke er forpligtet til at investere fysiske ressourcer. I PoB-systemer investerer minere i virtuelle mining rigs (eller virtuel miningkraft).
Med andre ord kan brugerne ved at brænde coins vise deres engagement i netværket ved at få ret til at "mine" og validere transaktioner. Eftersom processen med at brænde coins repræsenterer virtuel miningkraft, gælder det, at jo flere coins en bruger brænder til fordel for systemet, jo mere miningkraft har vedkommende, og jo større er chancerne for at blive valgt som den næste blokvalidator.
Hvordan fungerer Proof of Burn?
Kort sagt består processen med at brænde coins i at sende dem til en offentlig verificerbar adresse, hvor de bliver utilgængelige og ubrugelige. Typisk genereres disse adresser (også kendt som eater-adresser) tilfældigt uden at have nogen private key tilknyttet dem. Naturligvis reducerer processen med at brænde coins tilgængeligheden på markedet og skaber en økonomisk knaphed, hvilket medfører en potentiel stigning i deres værdi. Men mere end det er coin-brænding en anden måde at investere i netværkets sikkerhed på.
Én af grundene til, at Proof of Work-blockchains er sikre, er, at minere skal investere mange ressourcer for endelig at blive rentable. Det betyder, at en PoW-miner vil have alle incitamenter til at handle ærligt og hjælpe netværket for at forhindre, at de oprindelige investeringer går til spilde.
Ideen er tilsvarende for Proof of Burn-algoritmer. Men i stedet for at investere i elektricitet, arbejdskraft og computerkraft skal PoB-blockchains sikres af den investering, der er foretaget gennem coin-brændinger og intet andet.
I lighed med PoW-blockchains vil PoB-systemer give block rewards til minere, og inden for en vis periode forventes belønningerne at dække den oprindelige investering af de brændte coins.
Som tidligere nævnt er der forskellige måder at implementere Proof of Burn-konsensusalgoritmen på. Mens nogle projekter udfører deres PoB-mining ved at brænde bitcoins, opnår andre projekter konsensus ved at brænde deres egen integrerede coin.
Proof of Burn vs. Proof of Stake
Én ting, som PoB og PoS har til fælles, er det faktum, at blokvalidatorerne skal investere deres coins for at kunne deltage i konsensusmekanismen. PoS-blockchains kræver dog, at handlende skal stake deres coins og som regel låse dem. Men hvis de beslutter sig for at forlade netværket, kan de tage disse coins tilbage og sælge dem på markedet. Der er derfor ikke tale om permanent mangel på markedet i et sådant scenario, fordi coins kun tages ud af cirkulation i en vis periode. På den anden side er PoB-blokvalideringsmekanismer nødt til at ødelægge deres coins for evigt, hvilket skaber en permanent økonomisk knaphed.
Fordele og ulemper ved Proof-of-Burn
De fordele/ulemper, der er opført her, er baseret på generelle argumenter fra PoB-tilhængere og bør ikke betragtes som beviste kendsgerninger. Der er uenighed om disse argumenter, som kræver yderligere testning for at blive bekræftet som gyldige eller ugyldige.
Fordele
Mere bæredygtig. Reduceret strømforbrug.
Der er ikke behov for mining-hardware. Coin-brændinger er virtuelle mining rigs.
Coin-brændinger reducerer det cirkulerende udbud (markedets knaphed).
Fremmer mineres langsigtede engagement.
Coin-distribution/-mining har tendens til at være mindre centraliseret.
Ulemper
Nogle siger, at PoB ikke er særlig miljøvenligt, fordi de bitcoins, der brændes, genereres ved hjælp af PoW-mining, som kræver mange ressourcer.
Det er ikke bevist, at den virker i større målestok. Der er behov for flere tests for at bekræfte dens effektivitet og sikkerhed.
Kontrollen af mineres arbejde er ofte forsinket. Det er ikke så hurtigt som i Proof of Work-blockchains.
Processen med at brænde coins er ikke altid gennemsigtig eller let verificerbar for den almindelige bruger.