zk-STARK

Avanceret
Der er to populære typer zero-knowledge proofs (zk), som somme tider også kaldes zk-protokoller – SNARK og STARK. Et zero-knowledge proof er en kryptografisk verifikationsmetode, hvor den ene part (beviseren) kan bevise over for den anden part (verifikatoren), at et givet udsagn er sandt, uden at det er nødvendigt at give nogen form for støtteoplysninger ud over det faktum, at udsagnet faktisk er sandt.
zk-STARK stĂĽr for "zero-knowledge scalable transparent argument of knowledge". zk-STARK blev udtĂŚnkt af Eli-Ben Sasson, professor ved Technion-Israel Institute of Technology. I modsĂŚtning til zk-SNARK, der er afhĂŚngige af en indledende tillidsskabelse mellem en beviser og en verifikator, krĂŚver zk-STARK ikke en indledende tillidsskabelse, da de er baseret pĂĽ lean kryptografi gennem kollisionssikre hash-funktioner. Denne fremgangsmĂĽde eliminerer ogsĂĽ de talteoretiske antagelser i zk-SNARK, som er beregningsteknisk dyre og teoretisk set kan vĂŚre udsat for angreb fra kvantecomputere.
Enkelt sagt har zk-STARK en mere enkel struktur med hensyn til kryptografiske forudsætninger. Dette har dog en væsentlig ulempe: de har en stor bevisstørrelse – som regel 10 til 100 gange større end zk-SNARK. En sådan forskel i datastørrelse gør dem dyrere og kan medføre begrænsninger, når teknologien anvendes til at sende kryptovalutaer og andre applikationer elektronisk.

Almindelige use cases for zero-knowledge proofs er tilfÌlde, hvor büde privatlivets fred og sikkerhed er afgørende. Et eksempel er identitetsgodkendelse. Ved brug af visse onlinetjenester skal du bevise din identitet og din ret til at fü adgang til disse platforme. Dette krÌver ofte, at du oplyser personlige oplysninger süsom navn, e-mail, fødselsdato og meget mere.

Zero-knowledge proofs kan forenkle godkendelsen for bĂĽde platforme og brugere. NĂĽr et zero-knowledge proof er blevet genereret ved hjĂŚlp af offentlige input (data, der bekrĂŚfter brugerens medlemskab af platformen) og private input (brugerens oplysninger), kan brugeren blot fremvise det for at bekrĂŚfte sin identitet, nĂĽr denne har brug for at fĂĽ adgang til tjenesten. Det forbedrer brugernes oplevelse og fritager organisationer for pligten til at lagre store mĂŚngder personlige oplysninger.