zk-STARK

Avanceret
Der er to populære typer zero-knowledge proofs (zk), som somme tider også kaldes zk-protokoller – SNARK og STARK. Et zero-knowledge proof er en kryptografisk verifikationsmetode, hvor den ene part (beviseren) kan bevise over for den anden part (verifikatoren), at et givet udsagn er sandt, uden at det er nødvendigt at give nogen form for støtteoplysninger ud over det faktum, at udsagnet faktisk er sandt.
zk-STARK står for "zero-knowledge scalable transparent argument of knowledge". zk-STARK blev udtænkt af Eli-Ben Sasson, professor ved Technion-Israel Institute of Technology. I modsætning til zk-SNARK, der er afhængige af en indledende tillidsskabelse mellem en beviser og en verifikator, kræver zk-STARK ikke en indledende tillidsskabelse, da de er baseret på lean kryptografi gennem kollisionssikre hash-funktioner. Denne fremgangsmåde eliminerer også de talteoretiske antagelser i zk-SNARK, som er beregningsteknisk dyre og teoretisk set kan være udsat for angreb fra kvantecomputere.
Enkelt sagt har zk-STARK en mere enkel struktur med hensyn til kryptografiske forudsætninger. Dette har dog en væsentlig ulempe: de har en stor bevisstørrelse – som regel 10 til 100 gange større end zk-SNARK. En sådan forskel i datastørrelse gør dem dyrere og kan medføre begrænsninger, når teknologien anvendes til at sende kryptovalutaer og andre applikationer elektronisk.

Almindelige use cases for zero-knowledge proofs er tilfælde, hvor både privatlivets fred og sikkerhed er afgørende. Et eksempel er identitetsgodkendelse. Ved brug af visse onlinetjenester skal du bevise din identitet og din ret til at få adgang til disse platforme. Dette kræver ofte, at du oplyser personlige oplysninger såsom navn, e-mail, fødselsdato og meget mere.

Zero-knowledge proofs kan forenkle godkendelsen for både platforme og brugere. Når et zero-knowledge proof er blevet genereret ved hjælp af offentlige input (data, der bekræfter brugerens medlemskab af platformen) og private input (brugerens oplysninger), kan brugeren blot fremvise det for at bekræfte sin identitet, når denne har brug for at få adgang til tjenesten. Det forbedrer brugernes oplevelse og fritager organisationer for pligten til at lagre store mængder personlige oplysninger.